mandag den 7. april 2014

Narsarsuaq

NARSARSUAQ



Den 25. Marts tog jeg mod Narsarsuaq, i Sydgrønland. Jeg rejste den lange vej fra Nord til Syd, for at opleve Indlandsisen på tæt hold og noget så usædvanligt som træer i Grønland. 
Dette skulle skabe variation til bogens illustrationer.


Narsarsuaq (Den store slette på grønlandsk) er en lille lufthavnsbygd, omgivet af store fjelde og træer. Der bor 120 mennesker, hvor de fleste er tilknyttet lufthavnen eller hotellet.
I Narsarsuaq er det ikke bare et lille nik når man hilser på hinanden, her vinker man til hinanden og siger hej. Den første dag nåede jeg at blive stoppet tre gange indenfor en halv time, for at blive spurgt om jeg ville have et lift. 

Det virker som om at jo mindre byen er des mere nærvær og omsorg skabes der for hinanden. Bekræftigelsen i at man eksisterer som menneske og ikke bare er én i mængden, fylder en med så meget god energi. Den vil jeg tage med til Danmark.



Narsarsuaqs træer


 



Landskabet var meget anderledes i forhold til resten af Grønland jeg har set. Blandingen af fjeldene og træerne, mindede mig om Alaska. Træerne i Narsarsuaq er oprindeligt importeret som et eksperiment i 1970'erne.



Aqqalu og Signalhøjen


Jeg mødte AFIS-operatør, Aqqalupajuk Davidsen, som tog mig med op til Signalhøjen.
Sneen var dyb, så det var tungt at gå derop. På toppen af Signalhøjen blæste det og snefygningen gav fjeldet et gådefuldt udtryk. Det var helt bestemt den hårde gåtur værd.







Fra Signalhøjen kunne man se Indlandsisen, hvor Aqqalu og jeg havde planlagt, at vandre til dagen efter. Vi skulle klatre over fjeldet for at komme dertil, så jeg var forberedt på at det ville blive en streng tur.



Vandringen mod Indlandsisen


Næste morgen tog Aqqalu og jeg afsted mod Indlandsisen. På vores vej fik jeg billeder af interessante teksture, som dette frosne vandfald i Blomsterdalen.


Endelig nåede vi hen til fjeldet, og vi begyndte at gå, kravle og klatre op af det.


Her er et lille stykke af det reb ,som normalt bliver brugt til at klatre med. Resten af rebet var frosset fast, så Aqqalupajuk banede vej for os begge.




Da vi kom højere op, var udsigten ubeskrivelig smuk. Som kunstner, fascinerer de fire lag af fjelde mig helt vildt. Især de blå nuancer i horisonten.


Det var stejlt at gå op og langt at falde. 
Ser man godt efter, kan man se vores fodspor i dalen.


Efter en del pauser nåede vi toppen af fjeldet.



På toppen så vi en halo (regnbue der dannes af solen), en snehare samt en masse farverige lav og planter. Om sommeren er dalen desuden fuld af blomster (deraf navnet Blomsterdalen).







Efter flere timers vandring var vi endelig fremme ved Indlandsisen. Den lange vandretur gjorde bare oplevelsen endnu større. Man havde gjort sig fortjent til at se det. Følelsen af at stå ude i ingenting, i så mægtigt et landskab, gjorde mig endnu mere ydmyg overfor naturen.





Om sommeren kan man gå helt ned og røre ved Indlandsisen. Det var dog for risikabelt mens vi var der, da der er mange revner som er dækket til af sne. De kan være 15-20 meter dybe, så der vil man helst ikke falde i. 

Jeg glæder mig til at arbejde med billederne af Indlandsisen, der er så meget dynamik og variation i den. Fra bløde strømme langs fjeldet til rå kanter der bryder mod hinanden.


Da vi kom tilbage til Blomsterdalen var det blevet sent, og Bent var blevet sendt på redningsaktion efter os. Mens Aqqalu og jeg gik rundt, skænkede jeg det ikke en tanke, at der var blevet set to isbjørne indenfor de sidste uger. Så man var blevet lidt bekymret da vi havde været væk så længe. Vi var i god behold men væltede selvfølgelig alle tre på snescooteren (slap med et blåt mærke).

Jeg havde ikke klaret vandreturen til Indlandsisen, hvis det ikke havde været for Aqqalu. 
Han lærte mig at være tålmodig, ved at holde mange pause, for ikke at få det for varmt. 
På denne måde, forklarede han mig, undgår man at blive gennemkold. Derudover havde jeg ikke klatret op på fjeldet alene, i frygt for at falde ned. Hvilket var klogt, for jeg gled på et tidspunkt, hvor Aqqalu nåede at hive fat i mig.

Turen til Indlandsisen har uden tvivl været mit livs bedste og smukkeste vandretur.



Stormen og kontroltårnet



Jeg strandede to ekstra dage i Narsarsuaq på grund af storm. Først frustrerede det mig, da jeg havde nogle interviews i Nuuk, men til sidst måtte jeg give slip og lade naturen gå sin gang. Jeg var med Aqqalu på arbejde i kontroltårnet, her fik jeg lov til at tage billeder og følge hans dagligdag som AFIS-operatør. Det har været hyggeligt og spændende at opleve Aqqalus dagligdag, nogle af de opgaver som skal løses, og især den geniale mandehumor i kontroltårnet. Guld værd!



Traditionelle værdier i den moderne verden


Mange unge i Grønland opretholder traditionen med jagt og fangst. På billedet ses Aqqalus compound bows. Han har endnu ikke brugt dem til jagt, men tænker at bruge dem til at jage rensdyr og moskusokser. Indtil videre bruger han riffel og haglgevær når han går på jagt. Fusionen med det traditionelle i det moderne samfund, at kommunikere det traditionelle igennem et moderne medie, syntes jeg kunne være spændende at overføre til bogen.

Hundeslædeture bliver ikke kun brugt som transportmiddel, men også på hobbyplan hos familier, i turismen og ved konkurrencer, som det årlige hundeslædeløb.
På tv'et ses hundeslædeløbet i Ilulissat.


Jeg har aldrig følt mig så lille som jeg gjorde i Narsarsuaq, og på kort tid lært så meget om mig selv. Blandt andet ved at sove alene på det lukkede vandrehjem første nat, ved at krydse fjeldet til Indlandsisen med Aqqalu, for til sidst at strande i en storm og blive tvunget til at give slip på forpligtigelser, og bare være der hvor jeg var. Heldigvis med genialt selskab. Mest af alt har jeg lært mere om mig selv og det danske samfund jeg lever i, igennem de smilende og omsorgsfulde mennesker jeg har mødt i Grønland, som giver af hjertet uden at forvente noget igen.

lørdag den 5. april 2014

Ilulissat

ILULISSAT


Den 20. Marts forlod jeg Nuuk og tog mod Nordgrønland, Ilulissat, ved Diskobugten. Jeg besluttede mig for at tage til Ilulissat, for at tage billeder til bogens illustrationer. Flere havde fortalt mig at det var det bedste sted at tage billeder, især hvis jeg ønskede gode billeder af isbjerge til bogen (Ilulissat betyder 'Isbjerge'). Derudover er Knud Rasmussen, min store inspiration i bogprojektet, født i Ilulissat.

Ilulissat er en hyggelig by, en del mindre end Nuuk, og omgivet af en natur, der slår benene væk under enhver besøgende. -Især hvis man ikke har set isbjerge før.


Jeg besøgte Ilulissats museum, blandt andet fordi rammerne for museet, er Knud Rasmussens barndomshjem. Der var et helt rum tilegnet Knud Rasmussen og hans mange ekspeditioner. Der var dog ikke så meget om myterne, da Knud Rasmussens Museum er placeret i Hundested, Danmark.


Nederst til venstre ses Knud Rasmussens første dagbog.



Værkstedet


Jeg blev mødt af en kæmpe støvsky da jeg trådte ind i 'Værkstedet'. Støvet kom fra alle de kunstnere, der flittigt skar og sleb i ben fra hval, rensdyr, narhval, hvalros og moskusokse.


Karl Petersen viste mig hvordan han sliber og skærer i isbjørneklør. De runde hvide 'sten' på bordet er hvalrostænder. De bliver slebet og fine isbjørnemotiver indgraveres derefter i tanden.


Her er Ole Kristian Sandgreen, han er også kunstner ved 'Værkstedet'. Han laver alt fra uhyggelige tupilakker til fine brocher. Her er han i færd med at skære en skultpur i rensdyrben. Det skal blive til en fanger med en fiskestang.


Jeg spurgte Ole Kristian om hans tupilakker havde nogen bestemt betydning. Dertil gestikulurede han med hænderne og svarede, at det bare kom til ham.

Hvis vejen fører til Ilulissat, så husk at kigge forbi 'Værkstedet' og sig hej til de lokale kunstnere. Jeg købte to af Ole Kristians smukke benfigurer, lavet af rensdyr, og ville ønske at jeg kunne havde støttet ham, og de andre kunstnere, meget mere. 
Så smukt et håndværk fortjener stor anerkendelse.



Tæt på isbjergene

Ilulissat er kendt for sine mange isbjerge. For at få nogle gode billeder af gletsjerne i Diskobugten, drog jeg til søs, med kutteren 'Frank'.


Isens variation i farver og tekstur, var over al forventning.
Fra små iskrystaller til store isbjerge.










Ilulissat gav mig så meget materiale og inspiration til illustrationerne; teksturen i naturen, kontrasterne, dybden og farverne i landskabet var ubeskrivelige. 
Jeg er så glad for at jeg lyttede efter, og tog længere nordpå.



I Knud Rasmussens fodspor



Den første aften jeg ankom og hørte slædehundenes kald, fik jeg helt gåsehud. Det lød så smukt og uhyggeligt på samme tid. Slædehundene ses overalt i Ilulissat, men selvom de er søde at se på, er de arbejdsdyr, og ikke kæledyr. Man kan dog klappe nogle af de helt små hvalpe, som løber frit rundt imellem husene.




Frosne øjenvipper og en kuldefaktor på -28, uden at kunne varme sig nogen steder. 
Fra stille kørsel over flade områder, til stejl river rafting ned over sneklædte sten.
Hundeslædeturen er det største, smukkeste og vildeste jeg nogensinde har oplevet.

Tænk at det her kun er en snert af hvad Knud Rasmussen gik igennem, på hans ekspeditioner. Især på Den litterære Grønlandsekspedition, langs den grønlandske Nordvestkyst. Fra 1902-1904 krydsede Knud Ramussen nordvestkysten, fra Upernavik til Kap York. Med sig havde han læreren Jørgen Brønlund, kunstneren Harald Moltke, lægen Alfred Berthelsen samt leder af ekspeditionen Ludvig Mylius-Erichsen. 

På deres ekspedition blev der indsamlet en unik viden om inuit myter, levevis og skikke, som blev nedskrevet og malet.



Riikki og malergruppen


Da jeg ankom til Ilulissat tog Riikkinnguaq Therkelsen varmt imod mig. Det var spændende at følge med i hendes hverdag, hvor jeg både kom med til Kaffemik og malergruppen, ved Ilulissats kunstmuseum.




På kunstmuseet fik jeg endelig det foto, jeg ikke kunne tage ved kunstmuseet i Nuuk. 
Det var fascinerende, at se så friske farver, blive brugt i gamle landskabsmalerier
Her ses det hvordan nordlyset er blevet gengivet, i friske lyserøde og lysegrønne farver.


Riikki er meget inspireret af Tupilakker for tiden, især dem ved kunstmuseet.


Riikki inviterede mig også ned på kommunen, hvor hun viste mig deres kunstsamling. Her er hendes værker, med titlen 'Tupilakkerne'. De hvide knive på det venstre Maleri er uluit (ulu'er eller kvindeknive) specielle knive, der bliver brugt til at skære fangstdyr op med. 

Uluit er populære motiver i smykkedesign, fra traditionelle bensmykker til moderne plexiglas smykker. Både unge og ældre grønlændere, mænd og kvinder samt besøgende, bærer de smukke grønlandske symboler.



Da jeg var på besøg ved Pilutaq, i Nuuk, købte jeg et par uluit øreringe. 
Øreringene er designet af en kvinde, hvis mor er bruger af dagcenteret.