Nuuk

NUUK

Den 7. Marts 2014 forlod jeg Kastrup lufthavn og fløj mod Nuuk, Grønland.

Jeg blev budt velkommen med mit livs smukkeste Tapas hos Birgit Gedionsen og Inuaraq Gedionsen, hvor jeg for første gang prøvede Mattaq (hval skind) kongekrabber, alk, rybe, kammusling, rensdyr og moskusokse! Så varm en velkomst og introduktion til den grønlandske kultur, vil jeg sent glemme!

Nuuk er en blanding af smukke farverige træhuse, hårde blokke ved radiofjeldet og moderne arkitektur. Den nyere arkitektur tager udgangspunkt i den grønlandske natur, som svømmehallen Malik, hvis navn og form tager udgangspunkt i "havbølge". 

På billedet ses Katuaq, Kulturhuset i Nuuk, hvis bølgende arkitektur refererer til Nordlyset.

I kulturhuset kan man se udstillinger, gå i biograffen eller nyde en brunch ved cafeen. Cafeen er for det meste pakket, med en god og afslappende stemning, af unge studerende, mødre med deres barnevogne, businessmøder og forelskede par.

Selv de grå blokke i Nuuk, har nu virkelig deres charme, især med det farverige vasketøj der blæser i vinden på altanerne. Jeg kom til at bo i blok 15, med den smukke udsigt udover fjorden og Akia, Nordlandet. 

Man skal ikke gå langt for at komme ud i naturen, hele byen er nemlig omgivet af de smukke fjelde; Lille Malene, Store Malene og Sermitsiaq i horisonten (ovenstående billede).

Den mægtige natur som omfavner Nuuk, strækker sig så langt øjet rækker og mere til, den dækker nemlig det meste af Grønland. Det er i den grønlandske natur at man får en forståelse for, hvordan åndemanere og mytiske væsner en gang har haft stor betydning for inuit. Det er denne side af Grønland, gemt bag Nuuks pizzeriaer, BMX'er, Canada Goose jakker, summende shoppingcenter, larmende landrovers, iphones og fladskærmstv'er, 

jeg er kommet for at lære mere om; De gamle myter i Grønland.

Grønlands Nationalmuseum

 For at dykke ned i myterne, gik første uge i Grønland, med et besøg ved det flotte Nationalmuseum i Nuuk.

Åndemanerne spillede en stor rolle i de grønlandske myter, så det var vigtig for mig at vide lidt mere om dem. Ved ubalance, som hvis en mand stjal en andens kvinde, var der forskellige måder at genskabe balance. Nogle af måderne var sangkonkurrencer, hvor man 'svinede' hinanden til (måske den første rap battle?) eller blodhævn, hvor åndemanere og tupilakker spillede en stor rolle.

Ved Nationalmuseet lærte jeg om hvordan åndemanere, lavede tupilakker af døde dyr, hvor knogler og skind, selv afdøde babyer en gang imellem, blev syet sammen til en sælagtig form. Denne bylt blev forbandet igennem trommesang, og senere gnedet mod underlivet, for at vække den til live. Den blev i nogle tilfælde sendt afsted til havs, mod den man ønskede hævn på. Modtageren kunne være på fangst i sin kayak, hvor han forvekslede tupilakken med en sæl og kastede sin hapun mod den. Den onde ånd ville derefter forsøge at trække ham under vandet. Man kunne dog være heldig at bære ammuletter, stærke nok, til at modstå forbandelsen.

Tupilakken var en manifestering af en ånd, som kun åndemaneren kunne se.

 Med koloniseringen opstod der interesse i hvordan disse ånder så ud, så man begyndte at visualiserer dem i udskæringer, oftest i ben. I dag bliver Tupilakker designet af talentfulde kunstnere, og de er ikke længere forbandede, men bruges som kunst i hjemmet.

Jeg spurgte ind til mønstrenes betydning i nationaldragten, ved Nationalmuseet, jeg tænkte at det kunne være spændende at indarbejde mønstrenes betydning i bogprojektet. 

Elisabeth Jensen Poulsen, som arbejder ved Nationalmuseet, fortalte mig at det oftest er op til den enkeltes smag, at der ikke er nogen bestemt betydning ved mønstrene. Men at der altid bliver indarbejdet en lille fejl i perlekraven. På denne måde kan man altid genkende den, hvis den skulle blive stjålet. Kan du finde fejlen i ovenstående perlekrave?

Farverne havde derimod stor betydning. I Nuuk er farverne overvejende rødlige i nationaldragten, hvor de nordpå er mere blålige, inspireret af lyset, der virker koldere nordpå.

Skulpture og myter

Nogle af Nuuks skulpture afbilleder forskellige myter.

Her ses Myten om Havets Moder af kunstneren Christian Rosing. 

Havets Moder sidder på bunden af havet og holder på fangstdyrene når inuit har behandlet naturen skidt og begået overfangst. Skidtet fra menneskene sætter sig i hendes hår og filtrer det. Af denne grund må det redes for at mildne hende. Mytens essens om konsekvenser ved at misbruge naturens ressourcer, og moralen om at det ikke er for sent at behandle naturen med respekt og omsorg, går igen i en del af myterne. Det er denne essens af de grønlandske myter, som jeg håber på at formidle videre til danske folkeskoler. Danske unge er, igennem udviklingen i Danmark, kommet længere væk fra naturen, og har derved mindre fokus på omsorg for naturen.

Her ses myten om Kaassassuk af Simon Kristoffersen, en dreng der bliver mobbet groft af sine bofæller. Men senere hen ved hjælp af sine hjælpeånder, vokser han sig stor og stærk, og opnår blodhævn mod alle dem der har været onde imod ham. I den nyere udgave indser han dog, at han er blevet til en skidt person. Men jeg har ladet mig fortælle af myteekspert, Birgitte Sonne, at den originalt stopper med blodhævnen. Refleksionen og moraliseringen, med at man ikke skal hævne sig, er først kommet senere i 1860, da Aron lavede en nyfortolkning.

Kristendommen havde en stor indflydelse på myternes skæbne. Det var ikke længere okay med blodhævn eller trommeseancer, der tidligere havde stor betydning for at skabe balance. Birgitte Sonne forklarede mig, at det med eufori var noget skræmmende noget for de kristne missionærer, især når det blev skabt i grupper, som ved trommeseancer og sang. Så det kom der et forbud imod. På billedet ses statuen af Hans Egede, som var en dansk-norsk missionær, der grundlagde Nuuk i 1728.

Jeg beklager for i øvrigt donuten, han er et lille sideprojekt på min rejse •^‿^•‏

Ham kan i følge på www.fb.com/thecheekyfactory

Et møde med kunstner Miki Jacobsen

Jeg var så heldig at mødes med multikunstner Miki Jacobsen, ved Katuaq, han var lige ankommet til Nuuk. Miki fortalte mig om, hvordan han bruger de grønlandske myter, til udtrykke sig i sin kunst. Han bruger alt fra traditionelle metoder, som udskæring af ben, til moderne medier som photoshop, til at skabe sin kunst. Miki skildrer ofte sit hverdagsliv, mennesker og naturen og relationerne mennesker imellem.

(billedet tog jeg, fordi jeg ikke er vant til at flyve med små fly, senerehen fandt jeg ud af at det var Miki Jacobsen jeg havde taget et billede af)

Et nyt syn på klassiske malerier

Et besøg ved Nuuk Kunstmuseum, gjorde at jeg for første gang virkelig blev grebet og inspireret af ældre malerier. Lyset og farverne var helt anderledes, præget af de smukke solnedgange og nordlys i Grønland. Jeg vidste slet ikke man kunne skabe så skarpe og friske farver i 17-18. hundredetallet. Jeg måtte desværre ikke tage nogen billeder, da malerierne er meget lysfølsomme, hvilket jeg selvfølgelig måtte respektere.

På følgende billeder kan man få et indtryk af de klare farver der har præget malerierne.

Solnedgang fra blok 15.

Nordlys fra blok 15. 



En vandretur med Laila Landreth

De følgende dage var jeg ude og kigge på naturen omkring Nuuk. 

Jeg var så heldig at komme i kontakt med Laila Landreth, fra Arktisk Kommando, som viste mig alle de gode steder at tage billeder i området omkring Nuuk.

 Fra store smukke områder som ved den tilfrosne Cirkussø

(Yeps -vi står midt på den)

Til små farverige lav der gror på stenene.

Trods den hvide vintersne dækker det meste af Nuuk, er der masser af smukke farver at finde.



Sanabugten

Ved Sanabugten så jeg mine to første små isbjerge på tæt hold. 

Lidt væk derfra, blev der arbejdet sammen om at bygge store flotte igloer. Det var spændende at se udviklingen, hvordan igloen er bygget op som en spiral, fremfor et række på række "murstens"-princip.

I sin tid boede inuit ikke i igloer, men tæt sammen i bopladser langskysten. 

De levede som nomader og i tæt pagt med hinanden og naturen.

De boede i skindtelte eller tørvehytter.

Nogle af tørvehytterne kunne husere 30 mennesker, så der var godt med varme indenfor.

Disse billeder er taget ved Ilulissat Museet.



Ilimmarfik - et møde med Kennet Pedersen

Ugen efter mødte jeg Kennet Pedersen, professor ved Ilimmarfik, Universitetet i Nuuk.

Kennet forklarede hvordan inuit i sin tid, havde indgået en aftale med naturen. Det havde ikke noget med held at gøre når man gik ud for at fange. Man gik ud for at fange og så bestemte sælen om den ville komme til fangeren, afhængig af om aftalen var blevet overholdt. Aftalen gik ud på at fangeren ikke måtte begå overfangst (at man ikke måtte fange mere end hvad der var brug for), og at man skulle dele fangsten med hinanden. Især med sæler var der en hel bestemt måde at man fordelte fangsten på. Man gav også sælen en tår ferskvand, for at vise respekt og taknemlighed for at den ville lade sig fange.

Det var ikke kun det sociale i at dele med hinanden, der betød meget for Inuit. Men især det praktiske i, at være sikret føde selv hvis man havde haft en dårlig fangst en dag.

Kennet fandt en samling af Kârale Andreassens tegninger frem.

Han fortalte mig hvordan Kârale (oprindeligt navngivet Sugdluitsoq) var en grønlandsk kunstner og stor kateket, en lærer der underviser indenfor den kristelige tro.

Ovenover ses Kârales illustration af 'Havets Moder'.

Kârales illustrationer tager udgangspunkt i naturen og myternes verden. Den øverste illustration viser åndemaneren som skal overvære en ond ånds trommedans, på sin vej mod månen. Hvis åndemaneren smilede, ville han blive sprættet op. 

Den anden illustration viser Âjumaq en ond ånd med lange arme som er trængt ind i en tørvehytte. Han går langsomt og alt hvad han rører ved rådner. Âjumaq er en blanding mellem en hund og et menneske.

Kennet viste en udgave af Knud Rasmussens Myter og Sagn fra Grønland, start 1900tallet.

Jeg havde på forhånd læst en del af Knud Rasmussens mytesamlinger inden jeg tog afsted, for at sætte mig ind i universet. 

At se denne udgave, med slidte sider og indbygget kort, vækkede min rejselyst og nysgerrighed omkring de grønlandske myter endnu mere.

Man anser Knud Rasmussen for at være faderen indenfor eskimologi, på baggrund af sine mange ekspeditioner i Grønland. Knud Rasmussen var født i Ilulissat og indsamlede myter igennem interviews på hans mange ekspeditioner. Ifølge Kennet Pedersen var myterne ikke kun til for underholdning igennem de kolde vinterperioder, men også for at videregive inuitiske levemåder og livssyn. Myterne indeholdte ofte et pædagogisk aspekt, med en stærk morale, om bud og forbud.

Myterne kommunikerer et stærkt verdensperspektiv om en helhed og harmoni med jorden og dyrene, samt de moralske konsekvenser der kan forekomme ved at misbruge naturens ressourcer. Værdier som indbyrdes respekt på bopladserne, samt for naturen, går igen i myterne. Denne mentalitet er meget anderledes fra det forbrugersamfund de unge vokser op i, især i Danmark.

Fortællinger ved dagcenteret Pilutaq

For at forstå myternes betydning i Grønland i dag, kontaktede jeg dagcenteret Pilutaq.

Min ankomst til Pilutaq afbrød deres grønlandske morgensang, hvilket ærgrede mig for det lød rigtig smukt. Jeg fik så fin en velkomst af brugerne og personalet ved Pilutaq. På billedet står jeg med 'Naja' Marie Fly, et varmt og dejligt menneske samt leder ved Pilutaq. 

En 89-årig kvindelig bruger af dagscenteret forklarede hvordan hun som barn sammen med sine søskende, hjalp til at samle tørv ind til vinteren. Hendes far var fanger og mens de samlede tørv ind, sørgede han for mad og skind til familien. Det var meget vigtig at de alle hjalp til, for at komme igennem vinteren. Hendes egen datter er i dag flyttet udenbys og de ser ikke hinanden så ofte. Hun beskriver hendes billede af en tæt familie, der pludseligt er blevet mere uafhængige af hinanden, igennem Grønlands udvikling.

Naja fortalte mig hvordan tingene også har ændret sig meget, fra da hun var barn. Hun forklarede mig, hvordan det nærvær og den kontakt med naturen, man fandt vigtig i myterne, er gået en smule tabt med den hurtige udvikling. Men hun understreger at der også er kommet en masse godt med udviklingen. Igennem udviklingen har hun for eksempel fået lov til at uddanne sig indenfor det felt hun arbejder med i dag. Siden hun var helt lille har hun vidst, at hun ville arbejde med at hjælpe andre mennesker.

De brugere jeg talte med, fik ikke fortalt så mange myter som børn. Der var også en smule usikkerhed om, hvorvidt de blev fortalt til børn i dag. Dette måtte jeg selvfølgelig undersøge nærmere, så jeg tog kontakt til folkeskolerne i Nuuk.

Et samarbejde med eleverne fra Nuuks Internationale Friskoles 4. klasse

Jeg kom i kontakt med NIF (Nuuks Internationale Friskole) hvor jeg besøgte den geniale 4. klasse. De var fuld af skæg og ballade. 

Deres lærer Ida Hesseldahl fortalte mig, at de for et halvt år siden, havde arbejde med nogle af myterne. Ved at lave små teaterstykker levede de sig ind i dem og personificere myterne.

Der var nogle af eleverne som havde hørt om myterne fra deres familie eller venner, mens de fleste af dem havde lært om dem igennem skolen og teaterstykkerne.

Syv af eleverne fortalte mig hver en myte, de syntes var spændende. Bagefter de havde fortalt mig myten, tegnede vi sammen, de vigtige ting fra fortællingen.

Zoe fortalte mig om 'Åndemaneren Usuusooq fra Ujarasussuk'.

Zoe syntes at det var vigtigt at bølgerne og dyrene var med, og der hvor vandet blev stille.

Maluk fortalte mig historien om Ravnen og Islommen. En myte om hvordan ravnen fik sin sorte farve. Maluk tegnede ravnen med sine prikker, hvordan den begyndte at rette på dem, for til sidst at blive helt sort, som den er i dag.

Ellen fortalte mig myten om "Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge". Det hun mente var vigtig var især amulet-kampen mellem rejen og laksen. Men også de tre bjørneskikkelser som dykkede under vandet efter hvidhvaler.

Emil fortalte mig myten "Tunnutoorajik" om 'Havets Bjørn' og en kæmpe falk der hærger flere bopladser. Han syntes at det var vigtig at få med i bogen, hvordan faren advarer sin søn om at kæmpe mod bjørnen og falken. Da sønnen ikke lytter efter sin far resulterer det i at han bliver revet i stumper og ædt af falkens unger.

Benjamin forklarede mig om "Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge" det som han syntes var vigtigst var de tre bjørne i menneskeham og hvordan de fangede hvidhvaler, ved at dykke ned i vandet.

Emilia havde valgt myten om "Kvinden der giftede sig med en reje". Hun syntes at det var vigtigt at vise hvor glad kvinden og rejen er sammen, selvom kvindens far er imod deres forhold. Det var spændende at se hvordan Emilia skitserede på kamikker, rejer og den rette næse til kvinden, inden hun besluttede sig for hvordan det skulle se ud.

Amalie fortalte mig hele tre myter, først "Ravnen og Islommen" og "Havets Moder". 

Hun viste mig hvordan Havets Moder så ud med stort filtret hår og fisk viklet ind i det. Amalie tegnede også hvordan åndemaneren blev kastet over til hvalrossen isbjørnen, på hendes rejse mod Havets Moder. Åndemaneren skulle rede Havets Moders hår for at mildne hende, så hun kunne slippe havdyrene fri igen.

Til sidst fortalte Amalie mig om hvordan man ikke må fløjte af Nordlyset.

Mange har fortalt mig, at de som barn har fået at vide, at man ikke må fløjte af nordlyset. Det siges at nordlyset er de døde som spiller fodbold med et hvalros kranie. Fløjter man, vil man komme til at tiltrække sig de dødes opmærksomhed, hvorefter de kommer ned og hugger hovedet af en. Det virker skræmmende, for nordlyset i sig selv er overvældende livligt og stort. Men de har alle fortalt mig, at der nu ikke er noget at være bange for. Mange har fløjtet højlydt af nordlyset som børn. Nogle eksperimenterede endda med, om hvorvidt, de kunne styre nordlysets bevægelse, ved at variere tonen af sin fløjten.

Myterne som Zoe, Maluk, Ellen, Emil, Benjamin, Emilia og Amalie har fortalt mig kommer til at fungerede som tekst i bogen, med få rettelser. Det skal nemlig være deres version af myten som kommer til udtryk i bogen. 

På denne måde bliver de kommunikeret direkte fra en grønlandsk folkeskole klasse til en dansk folkeskole klasse.

Grønlandsk Design i dag

Da jeg kom tilbage til Nuuk fra Ilulissat og Narsarsuaq, besøgte jeg designbutikken Inuk med design af Lis Stender. Som designstuderende fandt jeg det relevant at opsøge forskellige aspekter af kunst og design i det traditionelle samt det moderne Grønland. Inuk har fået meget omtale i andre lande og kan købes i Islands svar på Illums bolighus, Epal. Desværre er vi ikke så heldige at kunne købe designet i Danmark endnu, men man kan finde det på inukdesign.com. Som grafisk designer, kunstner, kvinde og dansker vil jeg mene at Inuk vil klare sig godt i Danmark. Jeg opfordrer stærkt til at støtte op om både traditionelt grønlandsk håndværk og moderne grønlandsk design. Kreativitet er et sprog alle kulture forstår, så hvorfor ikke kommunikere den grønlandske kultur igennem moderne design og åbne op for et breddere aspekt af Grønland i Danmark?

Disse overvejelser fik mig til at indse at det ville være spændende hvis illustrationerne i bogen får et moderne aspekt i sig. Da myterne i sig selv bærer på de gamle værdier i Grønland, vil det være interessant at bruge computerprogrammer som photoshop og illustrator. På denne måde kommer bogen til at kommunikere det traditionelle Grønland igennem moderne metoder. Jeg vil dog først afprøve forskellige teknikker som linoliums tryk, frihåndstegning og illustrator inden jeg tager det endelige valg. Afprøvning af teknikkerne vil finde sted i april måned, når jeg er hjemme i Danmark igen. 

Kunstskolen i Nuuk -et møde med Mia Lindenhann

Jeg besøgte Kunstskolen i Nuuk, for at se hvilke teknikker de studerende arbejder med og hvad der betyder noget for unge kunstnere i Grønland i dag.

Mia Lindenhann tog godt imod mig og viste mig hendes spændende projekter og kunsteksperimenter med forskellige materialer. De skulle til at lære om litografi.

Mia fortalte mig hvordan hun følte sig lidt som en mus i en labyrint, når hun er i Danmark; "Byen er så systematisk, uden at man kan gå imellem husene, og selv i skoven er der stier" forklarer hun. Da hun fortalte mig det, gik det op for mig at der ikke er noget hegn om husene, eller afgrænsede områder som sådan, i Grønland. Den trang til friheden i at kunne gå hvor man har lyst til og muligheden for at komme ud i naturen på få minutter, går igen hos de fleste grønlændere jeg har talt med.

Mia fortalte om første gang hun kom til Danmark, og blev utryg da hun hørte en buldren hun ikke havde hørt før. Det viste sig at være bladene i træerne, der blæste i vinden. Noget jeg ikke tidligere har lagt mærke til derhjemme, da jeg som dansker er vokset op med træer. 

Min tid i Grønland har gjort mig opmærksom på en masse ting, om mig selv og det danske samfund jeg lever i. Noget af det første der kommer til at ramme mig når jeg er tilbage, er helt sikkert lydene og luften.

Men mest af alt, savnet af at sige 'aluu', 'godmorgen' eller smile til dem man går forbi, og på samme tid vide at man får et smil igen -hvis ikke de når at smile først. 

Der er et nærvær og et overskud i Grønland, som man ikke helt forstår, før end man har oplevet det selv. Et nærvær i at man anerkender de mennesker der er omkring en, ved at se hinanden i øjnene når man går forbi, selv i den største og travle by, Nuuk.