Narsarsuaq

NARSARSUAQ

Den 25. Marts tog jeg mod Narsarsuaq, i Sydgrønland. Jeg rejste den lange vej fra Nord til Syd, for at opleve Indlandsisen på tæt hold og noget så usædvanligt som træer i Grønland. 

Dette skulle skabe variation til bogens illustrationer.

Narsarsuaq (Den store slette på grønlandsk) er en lille lufthavnsbygd, omgivet af store fjelde og træer. Der bor 120 mennesker, hvor de fleste er tilknyttet lufthavnen eller hotellet.

I Narsarsuaq er det ikke bare et lille nik når man hilser på hinanden, her vinker man til hinanden og siger hej. Den første dag nåede jeg at blive stoppet tre gange indenfor en halv time, for at blive spurgt om jeg ville have et lift. 

Det virker som om at jo mindre byen er des mere nærvær og omsorg skabes der for hinanden. Bekræftigelsen i at man eksisterer som menneske og ikke bare er én i mængden, fylder en med så meget god energi. Den vil jeg tage med til Danmark.

Narsarsuaqs træer

 

Landskabet var meget anderledes i forhold til resten af Grønland jeg har set. Blandingen af fjeldene og træerne, mindede mig om Alaska. Træerne i Narsarsuaq er oprindeligt importeret som et eksperiment i 1970'erne.

Aqqalu og Signalhøjen

Jeg mødte AFIS-operatør, Aqqalupajuk Davidsen, som tog mig med op til Signalhøjen.

Sneen var dyb, så det var tungt at gå derop. På toppen af Signalhøjen blæste det og snefygningen gav fjeldet et gådefuldt udtryk. Det var helt bestemt den hårde gåtur værd.

Fra Signalhøjen kunne man se Indlandsisen, hvor Aqqalu og jeg havde planlagt, at vandre til dagen efter. Vi skulle klatre over fjeldet for at komme dertil, så jeg var forberedt på at det ville blive en streng tur.

Vandringen mod Indlandsisen

Næste morgen tog Aqqalu og jeg afsted mod Indlandsisen. På vores vej fik jeg billeder af interessante teksture, som dette frosne vandfald i Blomsterdalen.

Endelig nåede vi hen til fjeldet, og vi begyndte at gå, kravle og klatre op af det.

Her er et lille stykke af det reb ,som normalt bliver brugt til at klatre med. Resten af rebet var frosset fast, så Aqqalupajuk banede vej for os begge.

Da vi kom højere op, var udsigten ubeskrivelig smuk. Som kunstner, fascinerer de fire lag af fjelde mig helt vildt. Især de blå nuancer i horisonten.

Det var stejlt at gå op og langt at falde. 

Ser man godt efter, kan man se vores fodspor i dalen.

Efter en del pauser nåede vi toppen af fjeldet.

På toppen så vi en halo (regnbue der dannes af solen), en snehare samt en masse farverige lav og planter. Om sommeren er dalen desuden fuld af blomster (deraf navnet Blomsterdalen).

Efter flere timers vandring var vi endelig fremme ved Indlandsisen. Den lange vandretur gjorde bare oplevelsen endnu større. Man havde gjort sig fortjent til at se det. Følelsen af at stå ude i ingenting, i så mægtigt et landskab, gjorde mig endnu mere ydmyg overfor naturen.

Om sommeren kan man gå helt ned og røre ved Indlandsisen. Det var dog for risikabelt mens vi var der, da der er mange revner som er dækket til af sne. De kan være 15-20 meter dybe, så der vil man helst ikke falde i. 

Jeg glæder mig til at arbejde med billederne af Indlandsisen, der er så meget dynamik og variation i den. Fra bløde strømme langs fjeldet til rå kanter der bryder mod hinanden.

Da vi kom tilbage til Blomsterdalen var det blevet sent, og Bent var blevet sendt på redningsaktion efter os. Mens Aqqalu og jeg gik rundt, skænkede jeg det ikke en tanke, at der var blevet set to isbjørne indenfor de sidste uger. Så man var blevet lidt bekymret da vi havde været væk så længe. Vi var i god behold men væltede selvfølgelig alle tre på snescooteren (slap med et blåt mærke).

Jeg havde ikke klaret vandreturen til Indlandsisen, hvis det ikke havde været for Aqqalu. 

Han lærte mig at være tålmodig, ved at holde mange pause, for ikke at få det for varmt. 

På denne måde, forklarede han mig, undgår man at blive gennemkold. Derudover havde jeg ikke klatret op på fjeldet alene, i frygt for at falde ned. Hvilket var klogt, for jeg gled på et tidspunkt, hvor Aqqalu nåede at hive fat i mig.

Turen til Indlandsisen har uden tvivl været mit livs bedste og smukkeste vandretur.

Stormen og kontroltårnet

Jeg strandede to ekstra dage i Narsarsuaq på grund af storm. Først frustrerede det mig, da jeg havde nogle interviews i Nuuk, men til sidst måtte jeg give slip og lade naturen gå sin gang. Jeg var med Aqqalu på arbejde i kontroltårnet, her fik jeg lov til at tage billeder og følge hans dagligdag som AFIS-operatør. Det har været hyggeligt og spændende at opleve Aqqalus dagligdag, nogle af de opgaver som skal løses, og især den geniale mandehumor i kontroltårnet. Guld værd!

Traditionelle værdier i den moderne verden

Mange unge i Grønland opretholder traditionen med jagt og fangst. På billedet ses Aqqalus compound bows. Han har endnu ikke brugt dem til jagt, men tænker at bruge dem til at jage rensdyr og moskusokser. Indtil videre bruger han riffel og haglgevær når han går på jagt. Fusionen med det traditionelle i det moderne samfund, at kommunikere det traditionelle igennem et moderne medie, syntes jeg kunne være spændende at overføre til bogen.

Hundeslædeture bliver ikke kun brugt som transportmiddel, men også på hobbyplan hos familier, i turismen og ved konkurrencer, som det årlige hundeslædeløb.

På tv'et ses hundeslædeløbet i Ilulissat.

Jeg har aldrig følt mig så lille som jeg gjorde i Narsarsuaq, og på kort tid lært så meget om mig selv. Blandt andet ved at sove alene på det lukkede vandrehjem første nat, ved at krydse fjeldet til Indlandsisen med Aqqalu, for til sidst at strande i en storm og blive tvunget til at give slip på forpligtigelser, og bare være der hvor jeg var. Heldigvis med genialt selskab. Mest af alt har jeg lært mere om mig selv og det danske samfund jeg lever i, igennem de smilende og omsorgsfulde mennesker jeg har mødt i Grønland, som giver af hjertet uden at forvente noget igen.